Dannevirke består af forskellige volde:
- Østervolden (mellem Vindeby Nor og Slien), der sikrer halvøen Svans
- Forbindelsesvolden (mellem Hedeby og Thyraborg)
- Nordvolden (nordøst for Dannevirke Sø)
- Hovedvolden (Thyras Virke) med Kurborg, Thyraborg, Valdemarsmuren og Margretevolden
- Kovirke
- Krumvolden (ved Hollingsted)
- små volde som buevolden og dobbeltvolden
Ud over at være en grænsebefæstning mener man også at Dannevirke beskyttede trafikken mellem Vesterhavet og Østersøen via Hedeby. Skibe sejlede op ad Ejderen og Trenen, blev trukket over land langs nordsiden af Dannevirke til Hedeby, hvorfra de kunne sejle ud gennem Slien (og omvendt). Arkæologen Klaus Goldmann har dog fremsat en alternativ teori om at Kograven, den mindre og ældre grav syd for Hovedvolden, var en sejlbar kanal sammen med Dannevirke Sø. Da sluser ikke eksisterede i Nordeuropa på det tidspunkt, skulle kanalens højdeforskel være overvundet ved at den bestod af flere opdæmmede sektioner med jordvolde imellem.[1]
Historie
Et meget udbredt sagn hævder, at Dannevirke blev grundlagt af Gorm den Gamles dronning, Thyra Danebod. Dette stemmer ikke overens med, at de første dele af bygningsværket er væsentligt ældre. Sagnet hævder videre, at sjællændere, fynboere, lolliker, falstringer og nørrejyder byggede volden fra Haddeby Nor til Dannevirke sø - mens skåninger byggede den strækning fra Thyraborg til Hollingsted, hvor en del af volden endnu kaldes Skåningerdelen. Hvor meget sandhed der er i disse stadig populære sagn, er dog uvist, men det var normalt at opdele hæren efter mandskabets oprindelse. Det sønderjyske mundheld om folk, der kommer sammen langvejs fra, at de kommer "frå Fyn å frå Skån", påstås at stamme fra den tid. [2]
Dannevirke blev bygget over flere faser. De ældste dele (Hovedvolden, Nordvolden og Østervolden) stammer fra omkring år 650, som en af de tidligste manifestationer af Danmark. Hovedvolden var cirka 2 meter høj, og tolv meter bred. Østervolden var cirka 3,3 km lang, og skulle beskytte halvøen Svans. Byggeriet blev afluttet omkring 737. I samme år blev en kampestensmur sat i ler.
Den anden bygningsfase var omkring 800. Den første historiske oplysning er, at Godfred i 800 laver en befæstning (Kovirke) fra hav til hav. Den skulle beskytte Hovedvolden og hærvejen. Kovirke var cirka 2 meter høj, og 7 meter bred. Voldgraven foran volden var 4 meter bred og 3 meter dyb.
De fleste byggerier i Dannevirkes 3. fase (Hovedvolden, Forbindelsesvolden, Dobbeltvolden, Krumvolden og andre) tilskreves Harald Blåtand. Hovedvolden blev udbygget, så den var nu cirka 5 meter høj og cirka 20 meter bred. Krumvolden blev oprettet gennem Rejde Å. Forbindelsesvolden knyttede Dannevirket sammen med Hedeby.
Under Knud 2. den Hellige (1080-1086) blev voldene (Valdemarsmuren og Thyraborg) igen udbygget. I den sidste fase under Valdemarerne blev hovedvolden befæstet med Valdemarsmuren, og selv om voldene efterhånden mistede deres militærstrategiske betydning, beholdt anlæggene en stor symbolværdi for det danske rige.
Rømningen af Dannevirke i 1864
I den dansk-tyske krig 1864 om hertugdømmet Slesvig opnåede Dannevirke næsten mytologisk status i Danmark og blev af mange civilister anset for at være uindtagelig. Volden udgjorde militærgeografisk en naturlig forsvarlinje, idet den er lokaliseret på den jyske halvøs smalleste sted, hvor de vestlige områder ved Ejderen og Trenen endda er sumpede og uigennemtrængelige for en hær.
Befæstningen udbyggedes med nye skanseanlæg tværs over Sønderjylland. Der anlagdes dæmninger i dalene ved Trenen og Rejde Å, så den helt kunne oversvømmes. Også i marsken ved Frederiksstad anlagdes flere skanser.
I 1864 stod den danske hær over for flere problemer. Den preussiske hær var bedre udstyret, både hvad angår håndvåben og kanoner. De tyske hære havde dobbelt så mange mænd og rådede over nyt langtrækkende artilleri. Den kolde vinter udgjorde en særlig risiko, idet den tyske hær kunne have gået rundt om de danske linjer ved at krydse enten den tilfrosne Sli eller moseområderne vest for stillingen. General Christian de Meza besluttede derfor, at hæren skulle trækkes tilbage til en sikrere forsvarslinje for at undgå indeslutning.
Af politiske årsager blev det anset for umuligt at trække hæren tilbage til Fyn eller Als, og de Meza besluttede derfor, at hæren skulle trækkes tilbage til stillingen ved Dybbøl nord for Flensborg. Dybbølstillingen var nyere og i bedre stand end Dannevirkestillingen. Hærens tilbagetog til Dybbøl foregik til fods i stedet for ad den nye jernbane til Flensborg, og årsagen til dette diskuteres stadig af historikere. Nogle angiver at broerne undervejs blev sprængt for tidligt.
Efter tilbagetoget slog vejret om til tøvejr. Hvor meget det ville have betydet for forsvaret af Dannevirke er uvist. De Meza lagde bl.a. vægt på, at terrænet foran Dannevirke allerede var under tysk kontrol.
Anden verdenskrig
I 1944 havde den tyske værnemagt planer om at sløjfe Dannevirke til fordel for en nordvendt kampvognsspærring. Formålet var at beskytte Tyskland mod et allieret angreb gennem Jylland. Søren Telling fik forpurret planerne.
En enkelt af skanserne fra 1864, den såkaldte Skanse 14 ved Danevirke Museum, blev genopbygget i 2001 i et samarbejdsprojekt mellem dansk og tysk militær.
