Torsdag den 15. august 2024 - Sankelmark
2024 Program
Afgang fra Torvet kl. 19.00
Inden vi nåede til Sankelmark kørte vi over Padborg, Ellund, Handewitt, Handewitt-Kolonie, Handewitt-Busch, Hüllerup, Haurup, Oeversee, Lille omvej og tilbage til Oeversee og så til Sankelmark mindesmærket.
Vi snakkede lidt om historien og efter det kørte vi over Jarplund, Wedingfeld til Padborg og direkte til Det lille Pølsehus i Sønderhav.
Den var lukket men mens vi holdt her kom ejeren ud med 14 varme pølser som vi måtte få.
Mens vi spiste pølserne kom han ud igen med en is til os hver.
Det må man sige er god service - det hele uden betaling og vi lovede at vi nok skulle komme igen en anden gang - og inden for åbningstiden.
Leif mente dog det var bedre og billigere at komme lige efter lukketid :-)
7 MC - 7 personer - 102 km
Forslag til tur næste torsdag modtages med kyshånd.
HUSK PAS
Hvis nogen ikke har pas med, kører vi en anden tur i Danmark ...
Forslag til tur på ca. 99 km vest og syd for Flensborg med stop ved Sankelmark:
Slaget ved Sankelmark mellem landsbyerne Sankelmark og Oversø var et mindre slag på vejen mellem Slesvig by og Flensborg under det danske tilbagetog fra Dannevirkestillingen.
Efter at den danske hær den 5. februar 1864 om aftenen indledte tilbagetoget fra Dannevirke, gik der på grund af en forrygende snestorm ca. 8 timer, inden den preussiske og østrigske hærledelse ca. kl. 4 om morgenen opdagede, at skanserne var rømmede. Først efter en bekræftelse af, at danskerne virkelig havde forladt posten, slog den ledende østrigske officer alarm. Det gav danskerne et forspring, inden et østrigsk rytteri ved daggry den 6. februar blev sendt efter den danske hær, og derfor indhentede man først den danske bagtrop nær Sankelmark.
Selve slaget var usædvanligt blodigt, fordi begge hærførere, vurderede at slaget skulle afgøres i mand-til-mand kamp.
Resultatet af slaget blev, at den danske hær uden forhindringer kunne fortsætte tilbagetrækningen til Dybbøl, hvortil hovedstyrken nåede i løbet af den 7. februar. Østrigerne betragtede det som en stor sejr mens danskerne endnu engang noterede sig, at ”det lykkedes at stoppe østrigerne og sikre hærens tilbagetog” - samme ræsonnement som efter Selk og Kongshøj.
Tabene var store, på dansk side i alt 763 mand, heraf 53 faldne, 157 sårede og resten tilfangetaget. På østrigsk side 95 faldne, 311 blev såret og 27 savnede.