Torsdag den 18. maj 2023- Kr. Himmelfart
Program tidligere år > 2023 Program
Kr. Himmelfartstur 2023 - 18. - 21. maj til Vendsyssel
Afgang kl. 9.16 fra Torvet.
Torsdag den 18. maj:
Afgang som planlagt mod Nordenfjords - dog lidt forsinket (kl. 09.30).
4 MC, Kurt stødte til om aftenen og Leif var desværre blevet syg natten før vi skulle afsted og måtte melde afbud og dermed også Grethe.
Vi ankom til Ejer Bavnehøj omkring kl. 12 i det flotteste vejr (efter et lille stykke på grusvej).
På toppen af bygningen er der en fantastisk udsigt, men Thomas kunne fortælle os, at dette punkt ikke er det højeste i Danmark, men derimod kort derfra bag ved en gård, ligger der et møllehjul, hvor det højeste punkt er, ca. 0,5 m højere.
I kiosken kunne der ikke fås noget man kunne kalde frokost, så vi nøjedes med en is.
Videre mod Skanderborg, Randers til Øster Hurup, hvor vi holdt pause og fik os en hotdog.
Ole havde bestilt 2 ristede med brød, men fik en ristet hotdog med 2 brød.
Vi fortsatte til Egense-Hals færgen og kom med uden ventetid.
Ved havnen i Hals lå de to danske isbrydere og ventede på deres skæbne.
Ca. kl. 17.15 nåede vi til Dronninglund Hotel, hvor Tine og Rita allerede var ankommet.
308 km
Fredag den 19. maj:
Dagens tur blev Marguerit ruten rundt i Vendsyssel.
Vi stoppede første gang ved Voergaard Slot men var dog ikke inde og se Jim Lyngvilds udstilling "Les Diamants".
Herfra fulgte vi Marguerit ruten til Sæby og Frederikshavn.
Mellem Sæby og Frederikshavn gjorde vi holdt ved udsigtspunktet Øksnebjerg - 95 m over havets overflade.
Der var en storslået udsigt over Kattegat og ind over land.
Efter Frederikshavn gjorde vi holdt i Tolne for at få frokost på Tolne Gæstgivergaard og den bestod af sandwich, som de kaldte det, men det viste sig at være 3 stykker friskbagt rugbrød med salat og ost med pynt.
Videre af smukke veje til Hirtshals for derefter at lande ved Rubjerg Knude Fyr, hvor de fleste nåede op på toppen og op i Fyret.
Det var muligt at køre med Traktor og vogn ud til klitten og det benyttede Jørgen sig af.
Herefter hjem mod hotellet til aftensmad.
205 km
Lørdag den 20. maj:
Dagens tur gik mod Thorup Strand og Bulbjerg og sidst på turen besøg på Lindholm Høje.
Vi kørte på Vestkystvejen og det skulle vise sig at være en gammel vej anlagt af tyskerne - en rigtig betonstrasse så ned på 60 km/t som viste sig at være mest behagelig.
På Thorup strand så vi på de fiskekuttere, der lå der og købte en kop kaffe i gutternes fiskehus.
Der var mange mennesker så vi droppede at spise frokost der.
Den lille kiosk ved p-pladsen var lukket.
Vi fortsatte til Bulbjerg og nød atter en gang den flotte udsigt over Vesterhavet.
Herfra gik ruten mod Lindholm Høje.
Til ruten var valgt små veje, og det blev de.
Grus og til sidst en markvej med græs - dog heldigvis kun 400 m, så igen grus.
Undervejs kom vi over dæmningen ved Bjerget - Bjergets vej. Flot tur på en smal vej.
Vi ankom til Lindholm Høje og så på den store Vikinge kirkegaard med masser af grave.
Hjem mod hotellet til fantastisk aftensmad.
Undervejs skulle vi lige tanke for at være klar til hjemturen.
Thomas og Reinar var hurtig på hotellet.
Vi kunne dog ikke forstå hvor de sidste 3 blev af.
Det viste sig, at Kurt var kommet til at fylde tanken op med diesel, så Hondaen hakkede noget i det samtidig med røgskyer bagtil.
Det var surt Kurt ......
Så Ole, Jørgen og Kurt gik i gang med at skille MC'en ad, så de kunne komme til at tappe tanken.
Hurtigt kom der hjælp udefra og den flinke mand havde lige de fornødte redskaber - pumpe, slange o.s.v. til at få tømt tanken.
En mand med megen erfaring i at reparere MC - men han kørte også Harley til daglig.
Han fik det udsugede diesel med hjem som tak for hjælpen - det han ikke havde slugt.
Missionen lykkedes og Ole og Kurt kørte en tur på 20 km for lige at se, om den kørte godt igen.
Det gjorde den - heldigvis for det.
Og Kurt var forståeligt nok lykkelig igen.
Det er lige før man kan lugte dieselen her på hjemmesiden - Kurt kan sikkert derhjemme på sine støvler.
Sidste aften på hotellet hvor vi fik en rigtig god middag.
207 km
Søndag den 21. maj:
Hjemturen var planlagt til at gå med færgen Hals-Egense, men af uransalige årsager førte Garmin os i stedet over Nørresundby og broen til "fastlandet".
Det gik fint og Tine og Rita fulgte fint med i bilen.
Vi gjorde holdt ved Regan Vest uden dog at gå ind.
Vi fortsatte mod Viborg, Bredsten, Kolding for til sidst at slutte turen på Genner Pandekagehus til en velfortjent pandekage med is og chokolade og frugt.
316 km
I alt: 1.036 km - 5 MC - 7 personer
Det var igen en hyggelig og fornøjelig tur uden uheld, bortset fra Kurts malør med diesel og Tine og Thomas var nær blevet ramt af en Tesla der ikke overholdt sin vigepligt på turen til Thorup Strand.
Og det var også slemt nok - heldigvis gik alt godt.
Godt hotel og god mad og fine værelser.
Super vejr alle dage.
Men en anden gang er det nok en god idé at hente øllene og vinen til terrassen i Meny, som ligger lige over for.
De ved godt hvad de skal have for øl og vin i restaurationen og jeg glemte dog fuldstændig at spørge om Ældresags rabat, som vi kunne have fået i restauranten - øv.
Tak for godt selskab.
Se flere fotos og en film nedenfor.
**********SLUT ***********
Kr. Himmelfartstur 2023 - 18. - 21. maj til Vendsyssel (der er ikke normal køreaften i dag, da mange er med på turen)
Afgang kl. 9.16 fra Torvet.
Der er nu booket værelser på Dronninglund Hotel - se mere om hotellet, klik her
Så nu begynder planlægningen af ture rundt i Vendsyssel - hvis nogen har forslag, så skriv venligst til mail@mcgraasten.dk
Tolne, Skagen, Regan bunkeren (måske på hjemturen, men billetter ...??), o.s.v. ........
Tilmeldingen er nu lukket og hvis man fortryder at man ikke har meldt til så send en mail til: mail@mcgraasten.dk, så undersøges det, om der stadig er ledige værelser.
Rute til Dronninglund Hotel på landevej over Yding Skovhøj (172 m) og Ejer Bavnehøj (170 m), Øster Hurup og færge til Hals - 308 km.
Vi satser på at kunne få noget at spise - holde frokostpause - på Ejer Bavnehøj, der er en kiosk på toppen.
Vi skulle være der efter ca. 3 timer.
Marguerit tur i Vendsyssel - 211 km: Tolne, Rubjerg Fyr
Marguerit tur i Vendsyssel + Ruths Hotel i Gl. Skagen - 263 km: Tolne, Ruths Hotel, Rubjerg Fyr
Tur til Thorup Strand (evt. Bulbjerg) og Lindholm Høje - 179 km:
Hjem fra Dronninglund over Store Vildmose, Rebild, Skørping - evt. stop ved Regan Vest, Kolding og hjem - 321 km: